Uddannelse

Move: Giver gode erfaringer som leder

Voxpop med fire unge, der har deltaget i lederuddannelsen Move.

Lærke Staunstrup Kjær

Julie Grysbæk, Move 21/22

Julie Grysbæk
18 år
KFUM og KFUK i Ryde
Deltager på MOVE 21/22

“Jeg valgte at tage med på MOVE, fordi det lød vildt spændende og sjovt. Og jeg tænkte, at uddannelsen i sig selv er god at have med videre. Jeg føler, at jeg har lært mine egne grænser at kende og ved lidt bedre, hvad man skal gøre, når man står i en presset situation. Alt i alt har det været virkeligt lærerigt og selvfølgelig virkelig fedt at have været med på MOVE. Og naturligvis er det også altid en fornøjelse at møde nogle andre skønne unge fra KFUM og KFUK. 

Vi var afsted i tre weekender, tre forskellige steder i Danmark. Weekenderne var en god blanding af sjov og lærerig teori og udfordringer, man ikke lige troede, man ville kunne komme ud for. Som oftest havde vi teori om formiddagen, og så skulle vi ud og lave noget resten af dagen. Hver udfordring kom som en surprise, så man vidste aldrig rigtig, hvad man skulle.”

Tobias Mogensen, Move 21/22

Tobias Mogensen
18 år
KFUM og KFUK i Tjørring
Deltager på MOVE 21/22

“Jeg valgte i første omgang at tilmelde mig MOVE, da jeg havde flere venner og bekendte, der havde været afsted i 2020. De fortalte om, hvor fedt de havde haft det, og så tænkte jeg, at det må jeg også prøve! Og så var vi en lille flok fra efterskolen, der tog afsted, så det var også vildt godt. 

Da jeg meldte mig til, håbede jeg selvfølgelig på at få en form for ledererfaring og viden, jeg kunne bruge, samtidig med at jeg glædede mig til nogle sjove oplevelser på weekenderne. På weekenderne var meget uvist, hvad der skulle ske, og det synes jeg var lidt spændende. Det bedste har været de tre weekender med andre, som også gerne ville det. Man mødte dem og lærte dem at kende på en fed måde. Generelt var det bare en rigtig god oplevelse.”

Asta Hansen, Move 20/21

Asta Hansen
19 år
KFUM og KFUK i Østervrå
Deltager på MOVE 20/21

“Jeg sidder i en bestyrelse i KFUM og KFUK, men deltager ellers ikke i noget klub eller lignende, så jeg har ikke brugt undervisningen helt konkret på den måde endnu. Dog tror jeg at hele oplevelsen med MOVE har fået mig til at stå stærkere. Mange af de opgaver eller aktiviteter, vi skulle lave, var ting, hvor vi skulle sætte os selv i spil. Både på den fede måde, men også på en mere sårbar måde, og med det rum, der var i MOVE, var det en tryg oplevelse. 

Jeg er også blevet mere bevidst om, hvilke kvalifikationer jeg har, og hvilke opgaver jeg helst skal give fra mig og lade andre overtage. Så har hele MOVE-forløbet også bekræftet mig i, at jeg helt sikkert skal noget mere afsted med KFUM og KFUK, fordi det er vildt godt fællesskab. Selvom jeg tilmeldte mig uden at kende nogle, viste det sig, at jeg alligevel kendte størstedelen på en eller anden måde.”

Matilde Spanggaard, Move 20/21

Matilde Spanggaard
18 år
KFUM og KFUK i Asp
Deltager på MOVE 20/21

“Det, jeg mest tager med mig fra MOVE, er nok bare en rigtig dejlig oplevelse, der gav blod på tanden til flere ting. Både til selv at deltage noget mere i diverse sammenhænge og åbne sig selv, så man kommer tættere på hinanden i de fællesskaber, man er i. Men også til at være noget for nogle andre og hjælpe, hvor man kan. 

Jeg har brugt min energi i gymnasiet, og dermed har mit frivillige arbejde stået stille i løbet af det sidste år. Dog har jeg gået til Unge Voksne i Ryde for stadig at vedligeholde nogle af de ting, som jeg fik med fra MOVE. Jeg har valgt at være leder på en sommerlejr i sommerferien, og det glæder jeg mig meget til. Det giver nemlig mulighed for at bruge de værktøjer og den undervisning, som MOVE gav. Helt generelt tager jeg en helt vildt stor rygsæk med fra MOVE, der er fyldt med smil, grin, uventede oplevelser og gode minder.”

Tilmeld dig Move

Læs mere og tilmeld dig

Relatererde artikler

Se alle artikler