Billede af: Globetrotter

Rejseberetninger

Globetrotter Leadership: Solcreme, digte og deltagere på dybt vand i Grækenland

Bagende sol, fire vuggende båd, fire henrivende kaptajner, uhyggeligt klart vand og badetøj. Selvom det lyder som en badeferie, var LeaderShip-kurset i sommers så meget andet. KFUM og KFUK’s globetrotter havde i samarbejde med YMCA Thessaloniki arrangeret en lederskabsrejse til Det Græske Øhav for både danske og græske unge, hvor fem af dagene blev tilbragt på sejlbåde.

Lærke Staunstrup Kjær

Rejsen begynder med årvågne sanser

Fra Kolding tog 11 danske deltagere, to ledere og deres 13 kufferter turen til Hamburg og videre til den græske storby Thessaloniki. En helt nysamlet flok som skulle tilbringe 9 grænseoverskridende, spændende og udviklende dage sammen. Blandt flokken var Katrine Krath Pedersen på 17 år fra KFUM og KFUK i Hammerum. Som allerede efter få timer i toget og en walk-and-talk i Hamburg var totalt solgt til konceptet.

”Jeg kan huske, at jeg var så positivt overrasket over den gruppe vi var allerede første aften i Hamburg. Snakken gik bare og man kunne allerede mærke, at vi alle gik ind til rejsen med samme åbne tilgang og nysgerrighed,” siger Katrine.

På opdagelse i Thessaloniki

Men solcremen og badetøjet var ikke pakket til Hamburg og inden den nysgerrige danskerflok skulle mødes og sejle med unge grækere, var der tid til kursusaktiviteter, at gå på opdagelse i byen og rundvisning i YMCA i Thessalonikis store bygning, som er meget central og velkendt i byen. For at få set byen, blev de danske deltagere sendt på hustlerløb, som Frida Ahle Høgh på 18 fra KFUM og KFUK i Aulum fandt både udfordrende og underholdende.

”Her havde os danskere lige mødt hinanden, og skulle allerede på dybt vand sammen. Mine sproglige evner kom for første gang på prøve her, men det var en fed opgave, og man blev på den måde hurtigt rystet sammen med de andre danskere” fortæller hun.

Ohøj matroser!

Så kom tiden endelig til at skulle mødes med de græske unge som vi skulle tilbringe tiden på bådene med. Alle spændte på at se, hvem man skulle bo tæt med i fire dage, for meget plads var der ikke på sejlbådene.

”Jeg havde set meget frem til at skulle sejle, men samtidig vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forvente. At sejle var helt fantastisk. Det var her vi fik kendskab til de andre grækere og fik lov at møde dem og deres kultur. Det var også på bådene, der var tid til at koble helt af, få ro til at reflektere over tingene og samtidig var tiden også til at man kunne bade og nyde det græske vejer” fortæller Frida.

På bådene blev der lært alt fra at binde knob, styre sejl, nye selskabslege og at skrive digte. Flere lærte også at søsyge piller var gode at have ved hånden, når skipperne lagde kurs mod nye destinationer.

Når to have mødes

Flokken fra Danmark blev hurtigt en gruppe med et trygt og stærkt sammenhold. Dog var det mere udfordrende at mødes og flettes sammen med flokken fra Grækenland. For hvad der var forventet fra den ene side, var ikke på samme måde prioriteret fra den anden.

”Sammenholdet mellem danskerne og grækerne var svingende. Vi kom med forskellige forventninger, men trods udfordringer kom der noget godt ud af det, og jeg lærte en hel masse” fortæller Frida.

På trods af pressede situationer og bump på vejen, blev der fundet en måde hvorpå turen alligevel blev nydt til fulde og hvor der var plads til vigtige snakke, men i den grad også spas og leg.

Danskermøder og digtsamling

Om dagen sejlede vi rundt, med gode pauser til at spise og bade i det lækre vand og om aftenen lå vi ved forskellige små havne eller lignende. På disse havne var der også tid til ryste-sammen-aktiviteter for alle på LeaderShip og at få vendt dagen under sidste punkt på dagsordenen: danskermøderne. Her blev der brugt en lille stund på at snakke om dagen og hvad der havde været svært, lave nogle tankeøvelser, synge en lille sang, eller læse et af de mange gode digte der blev skrevet op og blev afsluttet med ro til at skrive et par ord ned om dagen.

Her fortæller Frida ”Generelt synes jeg det var lærerigt at skrive dagbog hver aften. Vi samlede alle danskere hver aften, hvor vi ellers snakkede dagen ud, og fik lov at sidde i stilhed og skrive dagens tanker ned. Det var rart, når man havde fået så mange indtryk”.

Disse møder styrkede i særdeleshed fællesskabet mellem danskerne.

”Jeg er helt imponeret over hvor stærkt et fællesskab man kan skabe på så kort tid. Især blandt danskerne var der et helt unikt bånd efter ikke mange dage” fortsætter hun.

Alle danske matroser havde også forberedt et lille oplæg til disse møder om noget de var passioneret omkring eller var gode til, som de skulle holde for de andre og lære dem noget nyt. Her lærte vi om alt fra FCM, at finde godt tøj i genbrugsbutikker og Nick og Jay.

Grækenlands-digt:
Havet er så blåt, håndklædet helt vådt
Her går det kanongodt
Vind i håret og solcreme på låret,
En af de bedste tider på året

Grin og smil giver vind i vores sejl
Også selvom starten virkede stejl
Big Booty (en selskabsleg) kører på repeat,
Og grækerne er faktisk meget sweet

Frem og tilbage båden vipper
Heldigt vi har en vidunderlig skipper
Kaptajn Jack er helt i top
Specielt når bølgerne går op

Nattehimlen fyldt med funklende stjerner
Mon vi mod soveposen os snart nærmer
Relationernes bånd knyttes,
I takt med at vi mod grænserne flyttes

30 grader, snokler og badning,
Grækenland er en ren nydning.
Og så længe der er god UV-indeks
Skal vi alle nok blive super læks
Katrine Vesterager Holm, 18 år, KFUM og KFUK i Aulum.

Brobyggende måltider

En aften lå bådene til ved en lille havneby. Denne aften var der aktiviteter med grækerne for at lære dem bedre at kende og alle spiste aftensmad sammen. Dette fremhæver Katrine som et af højdepunkterne på turen.

”Altså det var bare skidehyggeligt. Jeg var endt sammen med ene grækere ved bordet, men det var seriøst så sjovt at sidde og snakke med dem og senere på aftenen samlede alle os danskere og kørte radiobiler og spiste is”.

De fire sejl-dage gik og pludselig skulle vi tilbage til Thessaloniki. Vi mødtes med grækerne til en ’farewell-dinner’, hvor der blev overrakt diplomer, spist lækker mad og sagt på gensyn.

Plads til læring om livets store spørgsmål

Man havde vænnet sig til roligheden og freden ude på vandet, men da vi igen kom til byen, var der flere kursuselementer, der ventede på os. En aktivitet hvor mange af os igen blev kastet på dybt vand var en opgave om at skrive sin egen begravelsestale. Dette fremhæver Frida også ved turen.

”På dette tidspunkt på turen var man blevet rigtig tætte med de andre danskere på turen. Vi fik til opgave at skulle skrive vores egen begravelsestale, hvilket fik mig til at reflektere utrolig meget over, hvordan man gerne vil huskes og hvilket aftryk man gerne sætte i folk. Det var meget rørende. Mere rørende var faktisk at høre andres taler, og her oplevede jeg virkelig hvordan man på meget få dage, kunne tale om meget personlige ting. Vi havde virkelig fået skabt et safe-space på kort tid”. 

Også denne stemning har Katrine bidt særligt mærke i.

”Man fik lov til at reagere på situationen lige som man nu ville og alle var bare helt ærlige overfor hinanden. Det var altså fedt at få mulighed for at prøve.” tilføjer hun. Efter den meget intime og intense oplevelse var der is-pause for at løsne stemningen lidt op.

Herlige kaptajner for det danske hold

Når ni dage proppes med indtryk, oplevelser og fantastisk selskab, ja, så flyver de jo afsted. Alle havde rykket sig, både som flok og personligt. De gæve dansker-ledere Robert og Jonathan havde gjort et forrygende job og undervejs på turen havde de endda givet alle en hemmelig og personlig udfordring som skulle udføres og først afsløres dagen efter. Alle havde været mere eller minde presset i løbet af lederkurset. Om end det var af en god omgang søsyge eller solskoldning, en samtale på et uvant sprog, svære samtaler, eller af mange indtryk og fremmede situationer.

Fyldt af begejstring og glæde

Globetrotterne vendte hjem med solbrune kinder, nok en rest saltvand i håret og med en kæmpe oplevelse i kufferten. Både Frida og Katrine var dybt taknemmelige og imponeret over hvilket vildt sammenhold sejlturen havde haft.

”Som nævnt er jeg helt imponeret over hvor stærkt et fællesskab man kan skabe på så kort tid. Især blandt danskerne var der et helt unikt bånd efter ikke mange dage. Vi kunne have både have det maga sjovt, men også lære meget af hinandens forskelligheder, og have dybe og seriøse snakke” Fortæller Frida.

Katrine fortsætter ”det jeg helt klart synes var det fedeste ved turen var det sammenhold os danskere fik. Jeg troede virkelig ikke det var muligt at blive så trygge i hinandens selskab og samtidig have det helt vildt sjovt sammen når man kun har kendt hinanden i lidt over en uge”.

Ud over alle forventninger

LeaderShip var ikke bare hygge og badning, det var i den grad også udvikling og lærdom.

”For det første har det været en helt unik oplevelse at rejse med KFUM og KFUK. En oplevelse jeg aldrig vil være foruden. Jeg har lært meget både om mig selv, om det at være leder, og om at møde nye mennesker.” fortæller Frida. 

Katrine mener at det generelt bare var en fantastisk tur hun meldte sig til, uden egentlig at vide præcis hvad hun gik ind til.

”Så har jeg bare mødt nogle så nice mennesker. Både danskere og grækere og ledere. Og så fik vi virkelig også rykket nogle grænser og sat nogle grænser” afslutter hun.

Turen var ikke helt det forventelige og med udfordringer og tacklinger undervejs, men alligevel ender det som en stor succes for endnu engang skabes et rum, et sus og en vild fællesskabsfølelse når man for alvor bliver kastet på dybt vand.

Relatererde artikler

Se alle artikler