Uddannelse

Klumme: Vi skal altid sørge for at vores frivillige er tanket op på livsmod

KFUM og KFUK kan stå overfor en ny udfordring, hvis frivillige mister lysten til at skabe forandring og lysten til at give deres livsmod videre til børn og unge, mener udvalgsmedlem Caroline Schjødt, som er en af kræfterne bag projektet Tank op!, som løber af stablen sidste weekend i november. 

Caroline Schjødt

Artiklen er udtryk for skribentens egen holdning.

Da jeg var 14 år gammel, vedtog KFUM og KFUK en vision. En vision, som skulle fortælle, hvad vi samlet arbejder hen i mod 2025. Nu er vi snart i 2025. Så nu skal vi have udviklet en ny vision, som skal fortælle, hvad KFUM og KFUK skal i fremtiden.

Jeg mener at visionen fra 2012, er særdeles finurligt formuleret. Og blot fordi vi skal vedtage en ny, så er den gamle vision stadig yderst relevant lige nu og her i efteråret 2023. For lige at opfriske visionen, der blev vedtaget i 2012, så lyder den således:

“I 2025 vil KFUM og KFUK være en dynamisk og levende organisation, der når ud til flere og nye målgrupper. Vi tilbyder aktiviteter, der på et tydeligt kristent grundlag møder de behov, som børn og unge omkring os har, og styrker deres livsmod og handlemuligheder i forhold til både trosliv og samfundsliv.“

Dynamisk og levende organisation… Styrke livsmod og handlemuligheder…

Børn og unge er kernen i vores organisation. Og jeg er ikke i tvivl om, at den nye vision vil have børn og unge som fokus. Dog mener jeg, at vi som organisation kan stå overfor en ny udfordring, hvis vi glemmer vores frivillige. Vores frivillige er måske ikke længere børn, men de er stadig unge mennesker. Unge mennesker, der på alle måder er uundværlige for vores organisation. 

Vores frivillige, som giver deres energi således, at andre børn og unge kan få oplevelser, der møder dem i lige præcis deres behov på et tydeligt kristent grundlag.

Uden vores frivillige og uden alle de frivillige kræfter, der bliver brugt i KFUM og KFUK, ville vi ikke på samme måde kunne skabe fællesskab og aktiviteter, der møder børn og unge i deres behov og sikrer deres livsmod og handlemuligheder.

Derfor mener jeg, at vi som organisation skal sørge for at tanke vores frivillige op. Vi skal tanke dem op på handlemuligheder, fællesskab, god energi og livsmod. For hvordan kan vi forvente, at vores frivillige giver livsmod videre til børn og unge, hvis de ikke selv har noget livsmod at dele ud af?

Projektet TANK OP! vil sikre, at de unge frivillige bliver tanket op på livsmod og at vi får styrket deres handlemuligheder med relevant kompetenceudvikling. En udvikling, som kommer til at ske gennem aktiviteter med andre unge frivillige og workshops med kvalificerede undervisere. 

På den måde mener jeg, at vi med projektet TANK OP! sikrer, at vores frivillige tager hjem fra weekenden fyldt op af god energi og livsmod så de kan give det videre til de børn og unge, som har brug for det.

Så kære frivillige, tak for alt det du gør for KFUM og KFUK. Jeg håber du vil komme og være med på Tank op!

Hvornår: 24-25 november 

Hvor: Aarhus Efterskole

Pris: 500 kr, og de fleste foreninger giver støtte

Hvem: Alle frivillige i KFUM og KFUK som er mellem 16 og 30 år 

Tilmelding: https://kfum-kfuk.dk/events/2023-tank-op/ 

 

 

Relatererde artikler

Se alle artikler