Billede af: Charlotte Hyldgård Danielsen

Efterskole

På Boost er der kort vej fra idé til handling

Boost er et arrangement, hvor KFUM og KFUK hvert år i påsken samler 5-600 efterskoleelever til oplevelser og aktiviteter. Boost strækker sig over tre dage, og elevernes dage sammensættes af SPOR og fælles oplæg, koncerter og samlinger.

Sine Tambjerg Iversen

I arbejdet med Boost bliver der ikke spurgt, om en idé er for stor eller for anderledes. I stedet bliver der spurgt: Hvordan gør vi det? For de unge frivillige, der hvert år er med til at skabe arrangementet, handler det ikke om at gøre alting perfekt - men om at tage ansvar, tage initiativ og gøre det sammen. Som sporleder oplever Katrine Bach, hvordan frihed og tillid kan forvandle engagement til handling.

“Der er meget brede og frie rammer, og det giver en lyst til at lægge tid og energi i det,” siger hun. For Katrine er det netop friheden, der gør ansvaret meningsfuldt. Hun oplever, at der er plads til både vilde idéer, og til at forme noget, der føles ægte,” siger hun.

Som sporansvarlig på Boost har Katrine Bach et ansvar, der rækker langt ud over selve arrangementet. Hun planlægger indholdet, skaber rammen for oplevelserne og samler frivillige omkring et fælles mål. Lige præcis hvordan sporet skal se ud, er der dog ikke nogen færdig opskrift på.

Katrine Bach er en af de to ansvarlige for de cirka 20-25 frivillige, der underviser i et Spor på Boost. Eleverne vælger hvilket spor, de deltager på, og her får de mulighed for at dyrke deres egne interesser.

En lang proces

Arbejdet med at planlægge et spor begynder længe før eleverne ankommer. Der afholdes møder, hvor de overordnede linjer bliver lagt, men sporlederne har hver deres område.

“Jeg er sporansvarlig, og de frivillige vælger, hvilke spor der skal være,” fortæller hun. Nogle frivillige skaber deres spor helt fra bunden, andre træder ind i noget, der allerede er formet. Når man selv har haft hånden på rattet hele vejen, vokser ejerskabet. Engagementet ser forskelligt ud, og det er helt okay.

Evalueringer fra tidligere Boost er ikke bare noget, man læser igennem og lægger i en skuffe.

“Man følger evalueringerne og kobler dem sammen med sin egen holdning,” forklarer hun. Det giver mulighed for at justere, forfine og tage nye valg, også når det gælder, hvem der inviteres ind som kunstnere eller oplægsholdere.

“Man bestemmer, hvem der kommer, ud fra hvem man tror kan gøre en forskel for eleverne.”

Vi tror på hinanden og vores ideer

For Katrine Bach er det vigtigt, at der ikke går for lang tid fra en idé opstår, til den bliver prøvet af.

“Det er ikke langt fra idé til handling. Der er mange muligheder. Ofte er det bare: Vi gør det.” Den tilgang skaber en særlig energi i det frivillige arbejde, en oplevelse af, at engagement faktisk kan omsættes til noget konkret.

Samtidig har arbejdet lært hende, at man i arbejdet omkring Boost sjældent står alene.

“Jeg har lært, at alting er sjovere, hvis man gør det sammen med nogen,” siger hun. For nogle gange er det svært at få alle brikker til at falde på plads. Det kan være en udfordring at finde frivillige, eller planer må ændres undervejs. “Man har måttet finde andre løsninger og ikke tage et nej for et endeligt svar,” fortæller hun.

 I stedet for at give op bliver der tænkt videre sammen. Når Katrine Bach ser tilbage på sit engagement i Boost, er det tydeligt, at det ikke kun handler om program og struktur. Det handler om at skabe rammer, hvor unge tør tage ansvar, fordi de ikke står alene med det. Hvor idéer bliver mødt med nysgerrighed, og hvor engagement får lov til at vokse i det tempo, det har.

Og måske er det netop derfor, at der på Boost ofte er kort vej fra tanke til handling. Ikke fordi alting er planlagt på forhånd, men fordi nogen tør sige: Vi prøver.

Bliv sporansvarlig!

Vi søger fortsat sporansvarlige for Boost 2026. Som frivillig underviser får du sammen med andre muligheden for at dyrke jeres interesse sammen med en gruppe af efterskoleelever og give dem en uforglemmelig oplevelse.

Læs mere og tilmeld dig her

 

Relatererde artikler

Se alle artikler