Billede af: Christian Blom-Bloch

Kristendom

Kristendomsudvalget sætter gang i svære, vigtige og meningsfulde samtaler hos børn og unge

Anne er forperson for et landsudvalg, der byder på store snakke om trosliv og kristendom. Udvalget har for tiden et særligt fokus på at hjælpe lokalforeningerne med at integrere kristendommen som en vigtig del af en række nye aktiviteter i KFUM og KFUK.

Johanne Aarestrup

Anne Hjul Lybke var helt ny på teologistudiet, da hun blev spurgt, om hun ville være forperson for Kristendomsudvalget (KU). Hun havde siddet i udvalget i et par år i forvejen, men syntes alligevel, at det var et stort ansvar at tage på sig. Hun endte med at sige ja, fordi det var for irriterende, hvis hun skulle sige nej, fordi hun var bange for ikke at kunne finde ud af det. 

Jeg syntes, at opgaverne var rigtig spændende. Det med at gå fra at være medlem til at blive forperson for udvalget gav både mulighed for at være med til at sætte en retning i endnu højere grad og for at dykke dybere ned i noget af det, som er så interessant, og som jeg synes er meningsfuldt,

fortæller Anne.  Hun er i dag 25 år, bor i København og er nået tre år længere i sit teologistudium. 

Står på et stærkt fundament

Da Anne overtog posten som forperson i udvalget var der ifølge hende lavet rigtig meget virkelig godt arbejde om kristendom i KFUM og KFUK som landsorganisation: 

Der var virkelig snakket meget om og arbejdet med, hvad det er for nogle fortællinger, vi står på.

Det var tankerne om De Tre Rum (body, mind & spirit) og kristendomskurset Essens. Anne beskriver det som: 

Et stærkt fundament at stå på, som også gør, at vi måske i dag er nået dertil, hvor det også giver mening at kigge endnu mere direkte på lokalforeningerne.

En positiv udfordring

Noget af det, Kristendomsudvalget ser og hører om, når de zoomer ind på lokalforeningerne, er de nye målgrupper, man er nået ud til i løbet af de seneste år. Det er blandt andet børn og de frivillige på børnehøjskolerne og unge i Fællesklang-korene. Anne kalder det en positiv udfordring, at der kommer rigtig mange nye unge medlemmer i de her år, der ikke nødvendigvis er vokset op i KFUM og KFUK eller har gået i kirke som børn. Hun formulerer den positive udfordring som et spørgsmål: 

Hvordan kan man både være rodfæstet og tydelig i sin identitet og i sit ståsted og samtidig opleves som åbne og inkluderende for de mennesker, man møder? Det synes jeg bare bliver ved med at være spændende.

For Anne er der ikke ét svar på det spørgsmål - det vil være vidt forskelligt, hvad der giver mening i de forskellige lokalforeninger. Det er én af kristendomsudvalgets store opgaver at hjælpe med at finde svar de steder, hvor der er brug for det. 

Arbejdet lige nu

Der er gang i mange ting i Kristendomsudvalget. Lige nu er udvalget ved at lave et kristendomskursus for unge i Distrikt Syd og Trekanten samt Distrikt Aarhus. De arbejder desuden på konceptet “Fortællinger i sand”, der forsøger at tage børns spiritualitet alvorligt, så de allerede i 5-6-års alderen udvikler et sprog for tro. Og så har Kristendomsudvalget stået bag det arbejde, der har ført til, at Hovedbestyrelsen har besluttet, at KFUM og KFUK skal arbejde for at blive en “grøn kirkelig organisation”. 

Meningen med det hele

Jeg slutter af med at spørge Anne, hvad det er, der får hende ud af døren, når hun skal til møde med Kristendomsudvalget - hvorfor er det meningsfuldt for hende at sidde i udvalget? Til det svarer hun: 

Altså sådan helt konkret til møderne synes jeg bare altid, at der opstår virkelig spændende snakke. Jeg synes altid, jeg går fra de møder med energi på sådan en helt særlig måde.

Hun fortæller, at navnet KFUM og KFUK ofte sætter gang i samtalerne. KFUM og KFUK er en forkortelse for Kristelig Forening for Unge Mænd og Kristelig Forening for Unge Kvinder, og K’ets betydning er noget af det, der optager udvalget meget.

Det der med, hvad betyder K’et i vores navn? Hvordan vil vi gerne være en kristen forening? Hvordan vil vi gerne både være åbne og inkluderende og kunne møde nye målgrupper, som ikke snakker det indforståede sprog, vi nogle gange kommer til at snakke, samtidig med at vi står fast på det K?

Det er ikke nemme spørgsmål. Det er svære, vigtige og meningsfulde spørgsmål. Og det er dén samtale, Anne og Kristendomsudvalget gerne vil facilitere. 

 

KFUM og KFUK’s landsudvalg

Hovedbestyrelsen har nedsat fem landsudvalg, der arbejder med KFUM og KFUK’s strategi og vision. Der er ledige pladser i alle udvalg, så hvis opgaverne lyder som noget for dig, skal du bare sende en uopfordret ansøgning til det udvalg, du gerne vil være en del af.

Udvalg for Lokale Aktivitetsmiljøer
Formand: Lea Jeberg Slot
Kontakt: la@kfum-kfuk.dk
Udvalget sørger for udvikling og koordinering af aktiviteter med henblik på at styrke lokale aktivitetsmiljøer.

Udvalg for Festivaler og Lejre
Formand: Rigmor Sams
Kontakt: fl@kfum-kfuk.dk
Udvalget sørger for udvikling og koordinering af festival- og lejraktiviteter.

Udvalg for Globale Fællessskaber 
Formand: Robert Østergaard
Kontakt: gf@kfum-kfuk.dk Udvalget sørger for udvikling og koordinering af internationale/globale aktiviteter.

Udvalg for Uddannelse og Udvikling
Formand: Louise Damholt Markusen
Kontakt: uu@kfum-kfuk.dk
Udvalget sørger for uddannelse af frivillige og udvikling af foreninger.

Kristendomsudvalget
Forperson: Anne Hjul Lybke
Kontakt: ku@kfum-kfuk.dk
Kristendomsudvalget sørger for udvikling og koordinering af forkyndelsesarbejdet.

Noget for dig?
Kontakt landsudvalget, hvis du brænder særligt for et af deres fokusområder og ønsker at blive en del af udvalget.

Relatererde artikler

Se alle artikler