På Wonderful Days ankom en bus fra DR’s ungdomskanal P3. Radioværterne vendte mikrofonen mod de unge, da de stillede spørgsmålet: “Hvad gør dig glad?”, og sammen med P3 Missionen fik deltagerne og de frivillige mulighed for at få et pusterum, afslapning og tid til at fokusere på deres trivsel.
De unge har været gæstfrie, spørgende og har haft en nysgerrighed og mod på at dele ud af deres tanker og fremtidsdrømme. Det har været en fantastisk dag, og på trods af lidt regn har de været virkelig engagerede,
siger Laila Hjortshøj fra P3 Missionen.
Hun er en af værterne på bussen, der i løbet af sommeren har besøgt unge på festivaler i hele landet. Udover Wonderful Days har bussen været forbi steder som Roskilde Festival, Ungdommens Folkemøde og Aarhus Festuge.
For Wonderful Days er det enormt spændende at få besøg af P3 Missionen. I KFUM og KFUK er vores opgave at møde børn og unge der, hvor de er, og skabe fællesskaber og aktiviteter, der både rummer, indbyder og udfordrer,
fortæller Gertrud Thomsen, der var en af de to frivillige festivalchefer på Wonderful Days.
I løbet af dagen opstod et fællesskab omkring P3 Bussens aktiviteter som musikquiz, sangskrivning og reflection. Og derudover fik de unge lov til at komme med deres bud på, hvad der gør dem glade. Besvarelserne fra Wonderful Days er del af P3 Missionens i alt 1000 interviews med unge, og de mange besvarelser er brugt til at finde ud af, hvad vi skal gøre mere af for at skabe et godt ungdomsliv.
P3 ønsker at give hele Danmarks ungdom en stemme, som kan indgå i arbejdet med at styrke trivslen. Vi er glade for, at Wonderful Days har inviteret indenfor, for vi kan nemlig ikke gøre arbejdet alene. Derfor betyder samarbejdet med de mange organisationer rigtig meget for, at vi sammen kan sætte en positiv bevægelse i gang til fordel for unges mentale helbred,
siger Malene Birkebæk, der er chef for P3.
Fællesskaber giver bedre trivsel
På et topmøde i København blev besvarelserne fra de unge givet videre til eksperter og beslutningstagere. Her præsenterede holdet bag P3 Missionen også alt det, som de unge ønskede mere af for at få et bedre ungdomsliv.
De unge vil gerne høres, når det handler om deres liv. Der har været virkelig mange forbi bussen, hvor vi har talt med de unge selv om deres mentale trivsel og ikke bare talt om dem,
fortæller Maria Bülow fra P3 Missionen.
I løbet af topmødet nævner både forskere, politikere og unge selv positive fællesskaber som en løsning, der har betydning for unges mentale trivsel. Det kan både være de store fællesskaber, som unge møder i KFUM og KFUK og andre steder i foreningslivet, og så kan det være de nære fællesskaber, der kan opstå i strandstolene foran bussen. Men fælles for fællesskaberne er, at de unge bliver mødt af voksne, der lytter til dem og tager dem seriøst.
P3 Missionens bus har faciliteret et safe space, hvor de unge har kunnet læne sig tilbage i den energi, de har haft på dagen. De har mødt en vært, der har lyttet til deres meninger, drømme og udfordringer, og der har været en skulder at græde ved, hvis der har været noget, der har været svært,
siger Maria Bülow.
De mange snakke har ikke kun gjort P3 Missionen klogere på, hvad der fylder hos unge, men det er også en viden, som Wonderful Days festivalkomité og KFUM og KFUK’s Udvalg for Festivaler og Lejre tager med videre i planlægningen af næste festival i 2025.
For os er P3 Missionens besøg derfor en fantastisk mulighed for at blive endnu klogere på vores målgruppe,
afslutter Gertrud Thomsen.
Glæd dig til Wonderful Days 2025
KFUM og KFUK’s Udvalg for Festivaler og Lejre har kickstartet arbejdet frem mod Wonderful Days ‘25, og vi glæder os.
Wonderful Days skiller sig ud som et unik samlingssted for unge, hvor der er høj prioritet på det enkelte individs plads i fællesskabet. Festivalen er kendt for sine medrivende koncerter, engagerende aktiviteter og workshops, der er designet til at styrke fællesskabet. Vi vil bevare de velkendte værdier, dog med en skærpet profil.
Vi tror på, at Wonderful Days er mere end blot en festival. Det er en platform, der fremmer møder mellem mennesker, ideer og kulturer. Festivalen byder såvel medlemmer som nysgerrige unge velkommen.
Læs mere om tid og sted på kfum-kfuk.dk/wd