Billede af: Christian Blom-Bloch

Globalt

Så syng da, Ukraine, lad hjertet tale!

Den 13-18. juni får Danmark besøg af en ukrainsk sanggruppe i anledning af en særlig sangturné arrangeret af KFUM og KFUK Distrikt Aarhus’ projekt Local 2 Local og deres samarbejdspartnere YMCA Lviv. Sanggruppen kalder sig for ‘Ukraine - Terra Incognita’ (oversat: Ukraine - ukendt land), og turné-projektet har en helt særlig historie.

Ester Old Jensen, medlem af styregruppen i Local 2 Local

Lyden af Ukrainsk smerte og håb

Det er juli 2022. Som startskuddet på YMCA World Council samles deltagere fra alle verdenshjørner i Aarhus Domkirke til en stor velkomst fra ugens vært, KFUM og KFUK Distrikt Aarhus. Her har Aarhus-projektet Local 2 Local arrangeret et indslag i samarbejde med deres partnere i YMCA Lviv, Ukraine:
Først spænding, så stilhed. Der er ingen mikrofoner eller musik; der er blot givet en kort præsentation af hvilke sange, de skal høre. Fem kvinder iklædt sort stiller sig op på en platform, former en cirkel og begynder at synge. En sang om kærlighed. En sang om at miste en elsket i krig. Og en sang om mod. På fem minutter transformeres kirkerummet fra det spændte og boblende World Council samlingssted til et fokuseret fællesskab, hvor alle holder vejret, mens de oplever ukrainsk smerte og håb brede sig ud i en femstemmig klang under domkirkens høje loft.

Deltagere, som var med i kirken, beskriver det således:

Det var virkelig en vild oplevelse. Deres sang kan noget helt specielt. De var så kraftfulde sangere, at de satte gang i nogle svingninger i kirkerummet og inde i mig selv, siger Rasmus Jeppesen.
Det var en meget stærk oplevelse. Domkirken i Aarhus er ret stor, og så stod de bare der og var hverken særlig store eller særlig mange, men alligevel fyldte de hele rummet med deres stemmer. Det var meget dragende, siger Gertrud Payal Pilegaard Thomsen.

Oplevelsen i kirkerummet plantede ideen om en turné i udvalgte kirker og kultursteder rundt i Jylland. Dog har turnéen været mere end et år undervejs.

Projektets nye fokus

24. februar 2022 mødtes Local 2 Local-styregruppen med en dagsorden, der pludselig var blevet irrelevant: samme morgen startede Rusland den invasion af Ukraine, som stadig er i gang i dag. Det 10-årige projekt og partnerskab blev med ét sat på deres hidtil vigtigste opgave, som til mødet blev udformet i ét spørgsmål til samarbejdspartnerne YMCA Lutsk og YMCA Lviv: hvad kan vi gøre?

Grundet projektets tætte partnerskaber og organisatoriske opbygning blev det muligt at handle hurtigt. Allerede dagen efter blev KFUM og KFUK’s landsindsamling til YMCA Lvivs humanitære arbejde til, og i løbet af kort tid rundede indsamlingen de første 100.000 kr. Ved siden af indsamlingen blev det dog hurtigt tydeligt, at noget af det, Ukraine virkelig har brug for, er en stemme.

Den ukrainske sangskat

Man kan i Danmark - og KFUM og KFUK - nemt glemme privilegiet ved at have en højskolesangbog og det at kunne dyrke den danske sangskat uden frygt. Ukrainsk kultur har gennem historien været undertrykt af særligt Rusland. Under sovjettiden forsvandt ukrainske forfattere, kunstnere og andre kulturformidlere ud af det blå, og dele af kulturen blev glemt. I dag kæmper man stadig for at genoplive tidligere fortrængte dele af den rige ukrainske nationalkultur.

Local 2 Local har siden februar 2022 afholdt flere formidlende arrangementer om krigen, men turnéen i juni er særlig, fordi netop sangkulturen får lov at stå øverst som formidler.

YMCA Lviv har en lang historie med at arbejde igennem kulturen. I 2021 var en gruppe fra Aarhus i Lviv for at opleve forpremieren på opera-projektet ’Ukraine - Terra Incognita', som YMCA Lviv har været en stor del af. Stykket bestod af ukrainske sange i den særlige ukrainske sangstil, der er UNESCO-beskyttet, og som operasanger og lederen af sanggruppen, Uliana Horbachevska, har rejst rundt i landet for at indsamle, lære og herefter give tilbage til ungdommen. I skyggen af Ruslands invasion i 2022 har sangkulturen fået en endnu større betydning for det ukrainske folk, og sangene er både blevet et våben mod undertrykkelse og en formidler af håb. YMCA Lviv har siden opera-projektet arbejdet videre med sang, både gennem sangundervisning og forestillinger, der alle har til formål at genoplive og sprede denne ukrainske kulturskat.

Denne sangskat ønsker Local 2 Local at bringe til Danmark igen og derved fremme Ukraines stemme i verden. Med koncerterne får man muligheden for at få en bid af ukrainsk kultur, der på enestående vis formidler et helhedsbillede af en sprudlende nationalånd, der lyder smukkest flerstemmigt.

Skal du have én på opleveren?

Om turnéen:

Turnéen finder sted 13-18. juni i kirker og kultursteder rundt i Jylland. Se program her: 

Sanggruppen består af fem sangere, hvor den bærende person er operasangeren Uliana Horbachevska.

I forbindelse med koncerterne er det muligt at stille spørgsmål til sangerne om sangene, deres kulturprojekter m.m.


Koncerterne er gratis. Der vil være mulighed for at donere til YMCA Lvivs nødhjælpsarbejde.

Turneen er arrangeret af KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus, men finansieret af CISU - Civilsamfund i Udvikling.

Om Local 2 Local:
Local 2 Local er et partnerskabsprojekt med et samarbejde mellem KFUM og KFUK Distrikt Aarhus og YMCA Lutsk samt YMCA Lviv i Ukraine. Læs mere her .

Du kan bidrage til KFUM og KFUK Danmarks landsindsamling til YMCA Lvivs nødhjælpsarbejde gennem Mobilepay nr. 219848.

Læs mere om YMCA Lvivs nødhjælps- og kulturformidlende arbejde her 

Følg med i turnéen på KFUM og KFUK Danmarks instagram: @kfumogkfukidanmark.

Relatererde artikler

Se alle artikler