DetMedGud: Vi har et fælles ansvar for børn og unges trivsel

Et menneske udvikler sig gennem hele livet. Særligt i barndommen og ungdommen går det stærkt både sprogligt, fysisk og socialt. Hvis nogle udviklingsspor halter, sætter vi ind med relevante eksperter som talepædagoger eller fysioterapeuter. Men sprog og fysik er ikke de eneste afgørende udviklingsspor. Psykolog Dorte Toudal Viftrup peger på endnu en type udvikling, nemlig den åndelige udvikling. Et menneskes gudsforestilling og meningssystemer udvikler sig over tid. Hvis vi skal trives, skal der også være plads til de store spørgsmål i livet, og der skal være nogen at spejle sig i.  

Åndelig udvikling sker i relationer

Vi udvikler vores sprog og fysik, når vi er sammen med hinanden. Vi skal tale med hinanden for at udvikle vores sprog. På samme måde skal vi tale sammen om alt det med Gud. Vi skal være sammen i ritualer, sange og stemninger for at udvikle os åndeligt. Det er en pligt mellem mennesker generelt og en pligt mellem generationer især at tilbyde rum, hvor vi kan vokse åndeligt. Den slags rum er der ikke mange af i vores samfund. Ifølge en undersøgelse lavet af CUR, Center for Ungdomsstudier, er tro fx blandt de mindst populære emner mellem unge og deres forældre.

KFUM og KFUK’s særlige rum

De mange aktiviteter og fællesskaber i KFUM og KFUK er en oplagt mulighed for at blive ved med at insistere på at være en arena, hvor børn og unge kan udvikle sig åndeligt.

Vi skal blive ved med at kigge hinanden i øjnene og sige til hinanden, at her er der plads til de store spørgsmål. Her slår vi ikke blikket ned og trækker os, når de åndelige emner dukker op. Og vi giver hinanden håndslag på, at når vi undersøger alt det med Gud sammen, så er det ikke en grænseoverskridende indgriben i det andet menneskes private rum. Det er tværtimod at tage børn og unges åndelige udvikling alvorligt, og det skylder vi dem. 

Et fælles ansvar

Ansvaret for børn og unges åndelige udvikling er aldrig en byrde, som den enkelte frivillige eller leder skal bære alene. Selvom det er en pligt, at vi skaber rammerne for den åndelige udvikling, skal det ikke være en sur pligt. Hvis alt det med Gud igen og igen er noget, vi tvinger os selv til at forholde os til, eller hvis andagtstjansen altid er den sværeste at få afsat, så er det tid til at tage sine andagter op til overvejelse. Vi er alle på vej i vores åndelige udvikling, hver især og som fællesskab. Måske er der brug for ny inspiration eller nye samtalepartnere?