Billede af: Maja Skjærbæk Sønderby

Rejseberetninger

Rejseberetning: YMCA Ukraine sætter fokus på fred og retfærdighed 

Som ung i KFUM og KFUK er du en del af noget stort. Du er en del af de kæmpe, verdensomspændende ungdomsorganisationer YMCA and YWCA, og det var netop dét fællesskab, som fire unge mennesker fra Vejle ville udforske, da de i efteråret rejste ned og besøgte YMCA Ukraine for at lære mere om landet og om FN’s verdensmål.

Anne Hjul Johannesen

I begyndelsen af november 2018 sad et par unge fra KFUM og KFUK i Vejle på Hotel Nyborg Strand og tænkte stort. Til daglig var de medlemmer af KFUM og KFUK i Vejles ungdomsklub, Clava, og denne weekend i november var de med på KFUM og KFUK’s Landsmøde. Det var en weekend, der summede af globalt engagement, og hvor idéerne nærmest fløj rundt i luften. Det var her, at drømmen om at arrangere en udlandstur for Clava opstod. 

En af de unge fra Clava, der var med på Landsmødet, er Maja Sønderby. I artiklen fortæller hun om rejsen og hvordan idéen til Ukraine-turen opstod.

Hvordan fandt I ud af, at I ville til Ukraine?

Ideen om at planlægge en tur for Clava opstod til Landsmødet for mere end et år siden, og selve Ukraine som destination kom først på tale senere. 

Vi ville gerne opleve mødet mellem det globale og det lokale, og vi begyndte så småt at undersøge, hvilke muligheder, der var. Vi kom i kontakt med Udvalget for Globale Fællesskaber, og det var dem, der foreslog Ukraine, hvor KFUM og KFUK allerede havde nogle gode kontakter.

Hvordan forberedte I jer til turen?

Hele vejen igennem var KFUM og KFUK's Udvalg for Globale Fællesskaber en uundværlig hjælp. Vi havde nogle samtaler med dem om, hvad de tænkte, der kunne være spændende for os at opleve.

Vi fik en tidligere volontør i Ukraine, Anne Roersen, koblet på vores gruppe. Hun introducerede os til landet og kom med nogle bud på, hvad vi kunne undersøge, hvilke dokumentarfilm vi skulle se og så videre. Hun hjalp os til at finde ud af, hvad vores fokus skulle være. 

Hvad lavede I, da I var afsted?

Det meste af tiden var vi i Kiev, hvor vi var rundt og se byen og høre om dens blodige historie. Det var enormt interessant, og der var rigtig meget ny viden for os. 

Vi var på besøg hos YMCA Ukraines hovedkontor, hvor vi hørte en masse om deres arbejde, tilbud til børn og unge og deres samarbejder. Det gav et overordnet billede af YMCA Ukraine, og derudover var vi ude at besøge to lokalforeninger. Vi blev positivt mødt alle steder. Folk var glade for, at vi viste interesse i landet, og for at vi ville tage turen til Ukraine for at mødes med dem. Og vi var jo bare glade for, at de ville se os.

Vi fik nogle gode samtaler ung til ung, og det var spændende. Vi snakkede i små grupper om verdensmål nr. 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner. Det var en god oplevelse at høre om, hvilke ting der fylder i deres ungdomsliv, og det var spændende at høre dem fortælle om at være ung i et land præget af høj korruption og lav tillid til landets magthavere.

Hvad tog I med jer hjem?

Det var en øjenåbner at være afsted. Vi kom hjem med et stort engagement i forhold til YMCA i Ukraine og landet i det hele taget.

Det var også spændende at komme ud og blive klogere på, hvad YMCA og YWCA kan og gør af alle mulige forskellige ting rundt omkring i verden. I Ukraine er YMCA blandt andet et sted, hvor børn på flugt kan komme hen og få et frirum, og verdensmål nr. 16 er helt vanvittigt nærværende, når der arrangeres ‘peace camps’ for børn og unge. Det var ret vildt at opleve, hvordan YMCA tilpasser aktiviteter efter behovet i forskellige lande.

På et personligt plan er jeg kommet hjem med en stor lyst til at arbejde videre med YMCA Ukraine. I dag sidder jeg med i den arbejdsgruppe, der har fokus på samarbejdet. 

Den her tur har for mig sat en tyk streg under, at man som ung i KFUM og KFUK har en stærk forening i ryggen, som gør det muligt at sætte ting i gang selv, hvis bare man har interessen.

Relatererde artikler

Se alle artikler