Lokalt

Stiller op til kommunalvalget for at give unge en stemme i byrådet

Til kommunalvalget 2021 er det flere steder muligt at stemme på unge kandidater med baggrund i KFUM og KFUK. De vil gøre en forskel for børn og unge.

Marius Henneberg Josiassen

Kristine Andersen
Kandidat for Socialdemokratiet i Svendborg Kommune


Hvad har fået dig til at stille op?

“Det, der har fået mig til at stille op til byrådet i Svendborg, er først og fremmest, at jeg følte, der i høj grad manglede en stemme for de unge i byrådet. Derudover vil jeg gerne være der, hvor beslutningerne for vores fremtid bliver taget - og det sted er byrådet. Det er her, vi kan sikre hjælp til ordblinde i folkeskolen, her vi kan få mere natur til kommunen, sikre en bedre kollektiv trafik og meget mere.” 

Hvornår startede ønsket om at stille op?

“Mit ønske om at stille op startede i foråret 2020, og efter at have forhørt mig med vores borgmester og min omgangskreds tænkte jeg: “hvis andre kan, hvorfor skal jeg så ikke kunne?””

Hvad tror du bliver din største udfordring, hvis du bliver valgt ind?

“At være ny i gamet! Jeg tror virkelig, der er mange ting, man skal have styr på, som i den grad kræver at jeg knokler lidt ekstra, hvis jeg gerne vil have mine mærkesager ført ud i livet.” 

Hvad har været din største udfordring op til valget?

“Min største udfordring er helt klart, at jeg er tilflytter til Svendborg Kommune, så jeg skal kæmpe lidt ekstra for det. Jeg har ikke et kæmpe netværk af familie og venner, som “bare” kan stemme på mig, så jeg skal i høj grad være meget mere tilstede på kampagner alle steder.” 

Hvad får dig til at fortsætte på de dage, hvor det er svært?

“På de dage hvor jeg måske kan komme til at tænke på, om jeg overhovedet er god nok, hjælper det i høj grad, at der er andre unge som mig, der stiller op i kommuner over hele landet. Jeg er altså ikke alene! Og samtidig ved jeg, at jeg har familie og venner i ryggen, som er stolte af mig, og tror på mig. Så kan man ikke være helt galt på den.” 

Hvad håber du på at kunne ændre, hvis du bliver valgt ind?

“Jeg håber, at kunne gøre Svendborg til en større og bedre uddannelsesby, end den er i dag. Med gode studieboliger og et bedre ungemiljø, hvor der eksempelvis er et ungekulturhus, hvor forskellige foreninger kan samles. 

Derudover vil jeg gerne gøre den kollektive trafik bedre, da den virkelig trænger til et løft. 

Jeg vil derudover kæmpe for, at vi i kommunen fokuserer endnu mere på at beskytte og genoprette den natur, vi har, og sikrer at flere får adgang til også bynær natur.”

 

Thomas Østergaard

Thomas Østergaard
Kandidat for Venstre i Ikast-Brande Kommune


Hvad har fået dig til at stille op?

“Vores borgmester spurgte, om lokalpolitik kunne være noget for mig. Egentlig havde jeg aldrig tænkt, at jeg skulle være politiker, men han lykkedes alligevel med at overtale mig for godt fire år siden. Det har jeg været meget glad for, fordi jeg nu ser, hvordan det gør en forskel at være en del af byrådet. Indflydelse betyder faktisk noget!”

Hvornår startede ønsket om at stille op?

“Jeg var i praktik i Europa Parlamentet, mens jeg gik på Nøvlingskov Efterskole. Her fandt jeg ud af, at det er meget spændende. Ikke bare fordi, at man kan få indflydelse, men fordi at man kan være med til at påvirke tingene i en positiv retning. Den positive retning vil man gøre meget for, synes jeg.”

Hvad tror du bliver din største udfordring, hvis du bliver valgt ind?

“Den største udfordring er, at vi unge mennesker er underrepræsenteret. Flere gange de seneste fire år har jeg oplevet, hvordan det kan være svært at trænge igennem hos især ældre og erfarne politikere, som er vant til at gøre, som “de plejer”.

Jeg elsker forskellighed, nysgerrighed og lysten til at prøve ting af. Det, synes jeg nemlig, er sundt i politik, men det kan være en udfordring, hvis det møder modstand fra andre.”

Hvad har været din største udfordring op til valget?

“Personligt handler det for mig om, at det er utroligt hårdt at være frontperson. Altid er det mig, som skal svare på spørgsmål, være ansigtet i lygtepælene og hele tiden gøre mig selv interessant. Det kræver både energi og opbakning hjemmefra for, at jeg kan holde til det. Ikke desto mindre er det nødvendigt i en valgkamp, som i høj grad handler om at iscenesætte sig selv og sine værdier.”

Hvad får dig til at fortsætte på de dage, hvor det er svært?

“Helt sikkert min omgangskreds. At kunne have familie og venner omkring sig er ubeskriveligt vigtigt, og at mærke deres opbakning er bare afgørende for mig. De holder mig oppe i både medgang og modgang. Og det vil der være i en valgkamp, som er krævende.”

Hvad håber du på at kunne ændre, hvis du bliver valgt ind?

“Jeg vil sørge for, at unge fortsat har en stemme. Det er vigtigt, at vi tages alvorligt. Vi kender til folkeskolen, vi kender til mental trivsel blandt unge, og vi kender til dagsordenen omkring bæredygtighed. Det er vigtigt, at vi bliver hørt. Både i foreninger, lokalpolitik, nationalt og på den helt store scene i verden.”

Relatererde artikler

Se alle artikler