Jeg drømmer om en mere lige og retfærdig verden.Emma, 22 år
Lad mig tage jer med til et møde på Nørre Allé 29 i Aarhus på en helt almindelig tirsdag i oktober. Her mødtes en lille gruppe unge for at fastlægge temaet til årets Efterskolefestival. På det store bord lå en lang liste med forslag fra den forrige festivals evaluering. Ord og sætninger som ‘fremtid’ og ‘når jeg bliver voksen’ gik igen. Og sidste års tema ‘verdensmålene’ summede stadig rundt i baghovedet på os.
Jeg drømmer om en verden, hvor alle supermarkeder kun sælger 'etiske' varer, så jeg ikke skal vælge mellem økonomi og værdigrundlag hver gang, at jeg handler.Maja, 24 år
ER UNGE FOR FYLDT OP AF SNAK OM VERDENSMÅLENE?
I vores egen brainstorm poppede ord som ‘bæredygtighed’, ‘ligestilling’ og ‘globale fællesskaber’ op. Alle var enige om, at når man får 500 efterskoleelever ind ad døren, kan man lige så godt gribe chancen og snakke om noget vigtigt; noget, der kan rykke. Men selvom verdensmålene er enormt meningsfulde, kunne vi ikke undgå at være en lille smule nervøse for, hvordan temaet ville blive modtaget. Har folk fået nok? Hvad vækker ord som ‘ligestilling’ og ‘bæredygtighed’ i efterskoleelever i dag? Det er ord, som har fyldt i den offentlige debat i lang tid nu. Og ærligt talt kan vi godt forstå, hvis man er lidt fyldt op eller mest bare får dårlig samvittighed. For selvom vi selv synes, at verdensmålene er enormt spændende, kan vi godt selv blive ramt af netop de følelser.
Jeg drømmer om en verden, hvor vores levestandard ikke skal være på bekostning af andres.Gertrud, 23 år
Hvad er efterskolefestival?
Efterskolefestival er en læringsfestival for efterskoleelever, som arrangeres af KFUM og KFUK hvert år i påskeferien. I år deltager ca. 500 efterskoleelever fra forskellige efterskoler. Ordet ‘læringsfestival’ betyder, at man får undervisning, når man er på festivalen. Men i stedet for at det er de lærere, man har i hverdagen, der underviser, er det unge frivillige, som har lavet undervisningsforløb om noget, de brænder for.
FOKUS PÅ DRØMME OG FORANDRING – UDEN DÅRLIG SAMVITTIGHED
På en post-it på bordet stod ordet ‘drømme’, og i løbet at mødet smeltede to ord ‘verdensmål’ og ‘drømme’ sammen til det, der blev årets tema: ‘Verdensdrømme’. Holdet bag Efterskolefestival vil nemlig gerne sætte fokus på verdens fremtid på en positiv måde. Målet er at skabe et rum, hvor vi kan snakke om, hvad vi kan gøre for at hjælpe forandringerne på vej – uden at skamme os over at spise på McDonald’s eller flyve til Malaga på familieferie.
For drømme er anderledes uforpligtende end mål; de sætter ikke standarder, vi måske ikke kan leve op til. Og selvom vi synes, at verdensmålene er ret geniale, så glæder vi os til at drømme lidt for en gangs skyld.
Jeg drømmer om en verden, hvor alle kan blive uddannet og oplyst.Kristine, 21 år
Jeg drømmer om en verden, hvor flere opdager, at der er så meget, der er større end os.Adam, 22 år
FÆLLESSKAB ER BEDSTE KUR MOD MODLØSHED
Skulle det alligevel blive svært at tale om verdens største udfordringer, har vi en idé om, at fællesskab er den perfekte kur mod modløshed og dårlige samvittighed. For vi er sammen om at skabe forandring. De 500 elever og 120 frivillige, som samles på festivalen, gør en forskel bare ved at mødes og snakke om det. Og hvem ved – måske kan vi rykke mere, end vi troede? Så derfor vil vi fra Efterskolefestival 2020 gerne spørge dig om noget:
HVORDAN DRØMMER DU OM, AT VERDEN SKAL VÆRE, NÅR DU BLIVER STOR?
Jeg drømmer om en verden fri for korruption.Robert, 22 år
Jeg drømmer om en verden, hvor man kan flyve uden at have dårlig samvittighed.Anna, 21 år