Kobling af globale udfordringer og lokale handlinger
KFUM og KFUK’s store internationale samarbejde, Y-Glocal, er et eksempel på, hvordan vi forsøger at koble det globale og lokale. Det handler om globale udfordringer og lokale svar. Vi har en række kurser for frivillige fra Danmark, Sydafrika og Cameroun, som klæder de frivillige på til at handle lokalt på globale udfordringer. Efter kurserne tager de unge hjem til hvert sit lokalområde med masser idéer til handlinger i deres lokalsamfund.
I Udvalget for Globale Fællesskaber vil vi gerne give lokalforeningerne i KFUM og KFUK et endnu større internationalt netværk gennem YMCA og YWCA. Derfor har vi nedsat en Europa-arbejdsgruppe, der skal være med til at koble det globale og lokale i Europa. Lokalforeninger kan komme på besøg hos eller få besøg fra Ukraine, Norge, Holland, Rusland eller mange andre YMCA og YWCA. Samarbejdet tager udgangspunkt i FN’s verdensmål.
Fra verdensmål til hverdagsmål
KFUM og KFUK besluttede på Landsmødet i 2018 at arbejde med FN’s 17 verdensmål, og Hovedbestyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe til at inspirere lokalforeningernes arbejde med verdensmål. Disse verdensmål er udvalgt: 12) Ansvarlig forbrug og produktion, 13) Klimaindsats og 16) Fred, retfærdighed og stærke institutioner.
Verdensmålene er en helt naturlig del af samarbejdet med YMCA og YWCA, da det er fælles mål for hele verden. Y-Glocal har udarbejdet materiale om verdensmålene, som kan bruges i lokalforeningerne.
I 2020 vil vi gerne samarbejde endnu mere med YMCA og YWCA om verdensmålene. Det kunne være at samarbejde med Rusland om fred, retfærdighed og stærke institutioner eller samarbejde med Sverige om klimaindsats. Sammen bliver vi stærkere.
Hvad Y-Glocal?
Y-Glocal er KFUM og KFUKs nye international projekt, der bygger bro mellem frivillige i Cameroun, Sydafrika og Danmark. Sammen arbejder vi med globale udfordringer, hvor vi handler lokalt.
Værter for verden
Vi skal ikke bare rejse ud, men også invitere vores YMCA- og YWCA-partnere til Danmark. I løbet af 2020 får vi besøg af mange internationale partnere, f.eks. til Landsmødet 2020. Og i 2022 glæder vi os til at være værter for verden til World Council 2022.
Dine rejsemuligheder i 2020
- Din lokalforening kan blive koblet til en YMCA- eller YWCA-forening i Europa
- Du kan deltage på Y-Glocal-træninger i Sydafrika, Cameroun eller Danmark
- Du kan også rejse ud i længere tid til YMCA-camps i USA eller som global frivillig eller praktikant hos YMCAs i Sydafrika, Haiti, Cambodja eller Palæstina
- Er du mellem 16-19 år kan du opdage verden som globetrotter på en spændende udenlandsrejse til YMCA eller YWCA sammen med andre unge
Hold øje med nyhedsbreve og/eller facebook eller skriv til global@kfum-kfuk.dk for at høre mere om dine muligheder for at blive en del af det globale netværk i YMCA og YWCA.
Læs mere om: KFUM og KFUKs globale fællesskaber Globale fællesskaber