Journey for Justice

Siden 2000 har KFUM og KFUK sendt unge medlemmer til Vestbredden for at deltage i Journey for Justice, en international solidaritetsrejse arrangeret af JAI, som er et fællesinitiativ mellem YMCA i Østjerusalem og YWCA i Palæstina.

Scroll

Journey for Justice - en solidaritetsrejse

Hvert år inviterer JAI til Journey for Justice. Det er en solidaritetsrejse, hvor unge mellem 18 og 30 år fra YMCA og YWCA’s fra forskellige lande inviteres med, for at med egne øjne at se og opleve, hvad det vil sige at leve på Vestbredden under besættelse. Rejsen giver et unikt indblik i en af verdens brændpunkter og er samtidig et spændende kulturmøde. Desuden giver Journey for Justice et indblik i YMCA’s arbejde og den almindelige palæstinensers hverdag, der er stærkt præget af den israelske besættelse. 

KFUM og KFUK i Danmark sender hvert år en gruppe deltagere med, der rejser sammen med en dansk rejseleder. Sammen med mange andre internationale gæster, deltager desuden unge palæstinensere i Journey for Justice, hvilket giver mulighed for en rig og dybere forståelse og erfaringsudveksling.

I forbindelse med deltagelsen på Journey for Justice tilbringer den danske gruppe desuden altid nogle dage i Israel for også at se perspektiver fra den israelske side.

SAMARBEJDSPARTNERE I PALÆSTINA

KFUM og KFUK's faste samarbejdspartnere er YMCA i Østjerusalem og YWCA i Palæstina, som har slået sig sammen omkring oplysningsinitiativet Joint Advocacy Initiative (JAI).

Et af initiativets formål er at arrangere besøg for YMCA og YWCA-bevægelser fra hele verden for at gøre opmærksom på situationen i de besatte områder. JAI står bl.a. bag solidaritetsrejsen Journey for Justice.

Endvidere er deres mål også at skabe forandringer på lokalt plan ved at involvere palæstinensiske organisationer og individer i arbejdet for at opretholde basale rettigheder og derigennem skabe sociale forandringer.

Få indblik i unge palæstinenseres hverdag

Journey for Justice giver en forståelse af unge palæstinenseres hverdag gennem møder og diskussioner med palæstinensere og israelere, fx politiske og religiøse ledere, bosættere, palæstinensiske landmænd, flygtninge og studerende.

Deltagerne får også mulighed for at se og opleve det fascinerende område med alle dets seværdigheder såsom Hebron, Betlehem, Jerusalem, Al-Aqsa Moskeen, Grædemuren og Det Døde Hav.

Rejsens fokus vil dog klart ligge på den israelsk-palæstinensiske konflikt og sker i solidaritet med det palæstinensiske folk.

Formidlingsarbejde som del af rejsen

Inden afrejse er det obligatorisk for deltagere på Journey for Justice at deltage i en forberedelsesweekend. 

Som en opfølgende del af rejsen skal de danske deltagere desuden indgå i et formidlingsarbejde, hvor de får mulighed for at dele deres oplevelser med interesserede KFUM og KFUK'ere og andre danskere.

For at klæde deltagerne på til formidlingsarbejdet arrangeres der en obligatorisk kursusweekend i efteråret. I forbindelse med hele processen er der rig mulighed for at arbejde kreativt og udtænke nye ideer.

Kontakt

For mere information eller spørgsmål omkring KFUM og KFUKs arbejde med Palæstina kontakt Palæstina netværket på palaestina@kfum-kfuk.dk

Se mere om hvorfor du skal deltage i Journey for Justice: