Personlig refleksion: “Jeg er kristen. Punktum.”

Da jeg gik på Silkeborg Højskole sidste år, blev jeg spurgt af min lærer, om jeg havde lyst til at holde en tale til talerfestivalen Røst. Jeg havde fra starten en god idé om, hvad talen skulle handle om. Jeg ville gerne gøre op med “men”-kristendommen. Altså forsøge at stoppe med selv at sige sætningen: “Jeg er kristen, men…” 

Derfor kom min tale til at hedde “Jeg er kristen. Punktum.” Den handlede om, hvordan jeg som barn ikke altid orkede at snakke om, at det var en kristen sommerlejr, jeg havde været på, og om hvordan jeg i gymnasiet var begyndt at tale med mine venner om tro og fandt ud af, at folk havde færre fordomme, end jeg havde regnet med. 

Punkterede bekymringerne

Da jeg gik i gymnasiet begyndte jeg så småt at tale med mine ikke-kristne venner om tro. Det foregik for det meste med en øl i hånden og et par øl i maven. Min bekymring for at tale om min tro viste sig at være unødvendig. Jeg mødte nysgerrighed og oprigtig interesse. Jeg mødte også fordommene, men jeg fandt ud af, at jeg kunne punktere dem. Jeg havde lige pludselig muligheden for at ændre folks syn på, hvad kristendom i dagens Danmark er.

Talen blev filmet og lagt på Facebook. Jeg var også så heldig, at Kristeligt Dagblad valgte at trykke den. Jeg fik mange reaktioner fra folk. Både nogle jeg kender og fremmede, der skrev til mig på Facebook. Det var enormt fedt at mærke, hvordan mit budskab vakte genklang hos andre, der er vokset op i kristne familier. De reaktioner, der betød mest, var dem fra folk på min egen alder, der havde det som mig. Det hænger nok sammen med, at når de kunne spejle sig i mig, så kunne jeg også spejle mig i dem. 

Sig det højt lidt oftere

Siden jeg holdt talen, har jeg tænkt mere over, hvorfor jeg egentlig synes, det er vigtigt, at man siger højt, at man er kristen. Det er helt klart ikke med et ønske om at missionere. Det ville ligge mig meget fjernt. Jeg tror, det handler om, at det at fortælle om noget hænger sammen med at være stolt af det. For jeg synes virkelig, der er meget at være stolt af. Jeg har fået lov til at vokse op i et fællesskab med  en overflod af fællessang, fortællinger og refleksioner over livets helt store spørgsmål. Når jeg fortæller andre om det, så blegner folks fordomme, og nysgerrigheden glimter. Det gør mig endnu mere stolt. 

Jeg talte med min veninde fra højskolen forleden. Hun sagde, at hun var begyndt at bruge mig som eksempel, når hun talte med andre om, hvad det vil sige at være kristen i dag. Jeg var ved at revne af glæde. Det var noget af det mest bekræftende, jeg nogensinde har hørt. Derfor skal der fra mig lyde en opfordring til at sige det højt lidt oftere, hvis man er kristen. For at nedbryde fordommene og lade stoltheden vokse.