Rejseberetning: Taizé er det ideelle mødested for kristne

Fællesskabet er for brødrene i Taizé et symbol på forsoning mellem splittede kristne. Gennem mødet, sangen og det praktiske fællesskab skabes der en form
for enhed; en enhed, som netop er den økumeniske præmis. Men hvad er det, der helt præcist gør Taizé til en ideel platform for forskellige unge kristne at mødes og inspirere hinanden?

I år var Karoline Lomholt fra Kolding en af de unge, som tog med KFUM og KFUK ned til fællesskabet i Taizé. Jeg har spurgt hende, hvad hun fik ud af turen, og hvad der især gjorde indtryk på hende.

Hvad lavede I i Taizé?

“Vi fulgte den dagligdag, der var. Det var helt fantastisk at tage del i så simpel en måde at leve livet på. Udover gudstjenesterne, så deltog man i nogle praktiske opgaver, og så gik man til fælles bibelundervisning. En fed oplevelse var, at man kunne snakke med folk fra alle mulige lande om Bibelens tekster. Der var nogle, som var opvokset i katolske hjem, og derfor kunne give deres syn på Bibelen og Gud. Eksempelvis læste jeg en tekst op om Jomfru Maria, hvor de lagde en større
mening i Maria-figuren, end jeg måske ville have gjort. Derudover var der også nogen, som bare var der på en skoletur, som kunne give et helt andet syn. Det var meget blandet – og det var vildt fedt.”

Hvordan var det at diskutere med de
kristne, der havde en anden baggrund end din?

“Jeg synes faktisk, at det var virkelig godt. Alle, der var med i min gruppe, vidste godt, hvad deres eget syn var, men var også meget åbne over for andre. Det var dog heller ikke nogle tekster, som lagde op til, at vi skulle være uenige, så der var endnu mere fokus på det spirituelle.”

Oplevede du det økumeniske fællesskab på andre måder?

“Ja, det var vildt tydeligt, når vi var inde i kirken til gudstjenesterne. Folk havde forskellige ritualer i løbet af gudstjenesten. Ved nadveren oplevede jeg, at der var nogle katolikker, som ikke deltog i den, men det fungerede virkeligt fint. Det var meget naturligt, at man deltog i de ritualer, som gav mening for én selv. Derudover rummede teksterne efter min mening også det hele. Sangene gjorde også et stort indtryk på mig. Vi sang dem på alle mulige sprog: Tysk, fransk, spansk, engelsk og latin.

Det var fedt at synge sangene på latin, for det er jo ligesom et fælles kirkesprog. Der står altid en oversættelse, så selvom man synger den på et sprog, man ikke forstår, så forstår man alligevel godt, hvad det er, man synger. At man kan samles på tværs af så mange kristne trosretninger, og så synge samme sang på samme sprog, det gjorde et stort indtryk på mig.”